Men nogle gange ville det være smart med en brevkasse. Fra tid til anden indkommer der nemlig kommentarer her på bloggen, som på en og samme tid er sjove og misforståede. Tag f.eks. denne kommentar, som er kommet i dag, fra en gut, som nok nyder sin gymnasieefterårsferie:

Kære liberalister. Jeg gad godt se hvad i ville have gjort uden staten under den seneste finanskrise???. ??? Jeres idelogi (kapitalismen) kræver jo desværre for jer et stort sikkerhedsnet spændt ud unde hele finans systemet. Et sikkerhedsnet som kun kan være staten da civil samfundet (beklager: Frederic Bastia) ikke har hverken kompetence, vilje eller forstand til at løfte opgaven. Vil mene at det der er sket de seneste uger taler sit eget tydelige sprog. Nemlig at den liberale tankegang er et luftkastel. Lige så fantasifuld som Starwars.

Jeg er meget beæret over han sådan mener, at man kan definere "kapitalisme" som en ideologi.

Dette er selvfølgelig en komplet misforståelse, som kunne være afklaret ved et enkelt opslag i et hvilket som helst leksikon (dog ikke leksikon.org, der er skrevet af aber). Kapitalisme er nemlig navnet på det økonomiske system, hvor man tillader mennesker at eje og administrere ejendom; altså den direkte modsætning til det socialistiske system, som vi har i Danmark. Derfor er der selvfølgelig heller ikke noget, som hedder en blandingsøkonomi: Enten har man lov til at eje og administrere eller også har man ikke.

Det er liberalismen, som er et ideologisk system; men ikke et økonomisk. Man kan sagtens være liberal og imod ejendomsretten. Den libertære venstrefløj er ret stor i USA, f.eks. repræsenteret ved Bill Maherh. Som liberal tror man på, at der findes visse grundlæggende (menneske/borger)rettigheder, som ingen skal kunne fratage en; ytringsfriheden er et godt eksempel.

At sige at ytringsfriheden er et luftkastel, der er ligeså fantasifuld som Star Wars er lidt af en påstand. En påstand, som den kære spørger jo så kan dele med sine meningsfæller på den Islamitiske fløj. Ham om det.

Da den kære spørgers spørgsmål er baseret på urigtige præmisser, er det lidt svært at skulle svare på hans spørgsmål/kommentar; med mindre lige man gør det ud fra reguleringssynspunktet:

For krisen er jo netop ikke "bare" opstået, fordi kriser "bare" opstår i en kapitalistisk økonomi. Kapitalistiske økonomer har i flere år påpeget, at et kreditfinansieret boom altid vil føre til et "bust"/krak. Sådan er det altid.

Hvis vi bliver ved med at løse krisen igennem statshjælp, som nu, siger vi også til bankdirektørerne om fem år, at de har carte blance til at påtage sig for store riscisi; kommer de i problemer, skal Nationalbanken nok hjælpe. Ja, det samme gælder for den sags skyld om de private indlånere, som har statsgaranti for deres indlån op til et vist beløb, og som ikke skænker deres banks kapitalforvaltning mange tanker, når de skyder penge ind på en konto. Hér ville en selvrisiko, som vi kender det fra alle andre forsikringer, være på sin plads.

Så man må stille sig selv spørgsmålet om, hvad man foretrækker: Virksomheder og forbrugere, som varetager deres frihed under ansvar -- eller at staten agerer barnepige endnu engang.

Problemet med denne såkaldte krise er ikke, at kapitalisme har fået frit spil eller at de liberalistiske frihedsidealer er for vide, som spørgeren ellers påstår. Tværtimod.

El cert és que el segon i darrer dels cara a cara dels candidats es planteja sobre una hipòtesi de treball que em dóna perspectives a tenir en compte en l’anàlisi prèvia: La primera, exògena però absolutament rellevant, com son les darreres enquestes fetes publiques tant per The Washington Post, The New York Times, la CBS o la CNN, que atorguen un important avantatge del candidat demòcrata, superant amb escreix el marge d’error estadístic previsible en aquestes estimacions quantitatives, el que d’alguna manera dóna credibilitat a la solidesa de les possibilitats demòcrates per davant de les possibilitats republicanes. La segona endògena, fruit evident de la pròpia dinàmica de campanya, com és la del tensionament necessari, però aquest cop amb les acusacions de socialista que comencen a sortir des de les files republicanes cap al candidat demòcrata, ja de manera irrefrenable, acusacions que ben be volen recuperar el maccarthisme en el sentit de la “caça” del comunista, refermant un identitari més propi de la primera dècada de la “guerra freda” però en clara consonància amb un ideari conservador que és el que propugnen des del partit de l’elefant en front del model i els esquemes liberals en l’aposta dels demòcrates sobre la necessària intervenció estatal, si aquesta és necessària com requereix aquesta ocasió i no en un altre supòsit, en clara “liaison”, per altra banda, amb l’ identitari, el principi liberal que va fundar, de fet, el model nord-americà: la felicitat del ciutadà.

Governar un escenari que ve donat, amb una capacitat d’anàlisi adequada al valor i al lideratge que requereix el moment, amb una evidència: que “la no regulació” vinculada al paradigma de la auto regulació del mercat ha fet fallida des d’un punt de vista ideològic, posiciona al candidat demòcrata en millor lloc de sortida, però aquest debat viurà la tensió que no va viure el primer i si que va començar a vislumbrar-se en el “face to face, de manera que és previsible un enduriment de les posicions de McCain, amb el risc, també, que una excessiva duresa l’allunyi de la necessitat de convenciment d’un electorat ja molt distant del garantisme que suposava per als republicans actuar amb el “consentiment” de la “sobirania” dels ciutadans, una garantía poc més que allunyada ara, del que Obama anomena: el sentiment de la classe mitjana. Aquell que avui sigui capaç de fer una millor gestió dels sentiments i de les emocions, ferides, i fins i tot anihilades per aquesta “bancarrota” que no van saber preveure ni les empreses qualificadores de les pròpies entitats, que han quedat també posades en qüestió, serà aquell qui acabi consolidant, en aquest debat, la seva posició final en la carrera cap a la “White house”.

Hup socialisten, schiet in actie, jullie moeten nú wakker worden en iets gaan doen. Nú! Hop! Chop chop!

Het debat werd afgelast, maar bij een volgende poging willen jullie met nog meer tegenstanders de toegang blokkeren, zei een woordvoerder. Is het wel realistisch om te denken dat er nooit een NSV debat zal komen?

“Vorig jaar werd er door KVHV, een erkende studentenvereniging, een debat georganiseerd waar Jaen-Marie LePenn op aanwezig zou zijn. De rector besloot dat er gevaar zou zijn voor de orde als linkse betogers actie zouden voeren aan het auditorium. Hij besloot dan ook een zaal in een gebouw, dat niet van de universiteit is, te huren en het debat daar te laten doorgaan. De rector heeft trouwens het recht een activiteit tegen te houden als er gevaar is voor de orde. Zolang het NSV geen activiteiten houdt in de universiteit zullen er geen grote acties zijn. De universiteit is van de studenten en het is duidelijk dat zij het NSV niet willen.”

“We waren deze keer met een 300-tal. Het was een verbazingwekkend aantal aangezien de actie maar op 2 dagen was gepland. Velen van hen waren studenten die niet actief waren bij een politieke vereniging. Dat bewijst dat de actie duidelijk gedragen werd door de studenten. Vorig jaar nog werd er een petitie tegen de erkenning van het NSV in 1 week tijd door 3000 studenten getekend. Dat is meer dan een tiende van de studentenpopulatie.”

Wat geeft onze Kliment hier zoal in toe? Dat het debat van het KVHV-Gent vorig jaar is gewijzigd van locatie wegens gevaar voor orde omdat links actie zou voeren. De dreiging kwam van de linkerkant en Kliment geeft hier dus expliciet toe dat links geen probleem heeft om te dreigen met geweld om de vrije meningsuiting een halt toe te roepen. Vrijheid van meningsuiting houdt voor de linkse verenigingen dan ook enkel het recht op egalitair gebazel in. Alles wat afwijkt van de linkse norm moet met de harde hand, met geweld, met intimidatie worden platgedrukt.

Ook het verbazingwekkende aantal studenten dat de NSV! aan de UGent niet wilt en daar iets tegen wilt doen, valt nogal mager uit; een goede 300. Dat 3.000 studenten de petitie zullen getekend hebben, zal ik zelf niet betwijfelen. Ik heb namelijk in Antwerpen zulke petities zien circuleren waarmee ze ons uit het Antwerpse PFK wilden houden, zonder enig succes trouwens. De onzin die men verkoopt over de NSV! bij het rondgaan met zulke petities grenst dan ook aan het waanzinnig. Volgens dat soort petities is de NSV! een racistische, solidaristische, neoliberale, kapitalistische, nationaal-socialistische vereniging die te pas en te onpas mensen in elkaar slaat, café's verbouwt, net de ganse stad niet in brand steekt, maar is er ook de dreiging dat NSV! salonfähig zou worden.

Los van het feit dat ik nog steeds wil horen hoe al de genoemde termen met elkaar te combineren zijn, zou ik ook eens willen weten hoe wij "salonfähig" zouden kunnen worden als men blijkbaar een politie-eenheid zou moeten oprichten om alleen al de rechtse terreur van de NSV! tegen te houden.

Hoe komt het dat NSV'ers in een aula werden opgesloten? Vormden ze dan een bedreiging?

“Om iets voor 18 uur braken een 30-tal met stokken gewapende rechtse militanten binnen via de zij-ingang op gewelddadige wijze langs de beveiliging van de UGent. Zij werden zonder fysiek geweld door anarchisten die toevallig in dat deel van het gebouw waren - en velen daarvan waren géén studenten- onder luid gejoel achterna gehold en in een auditorium gedreven. Omdat deze rechtse militanten gewapend waren, besloten de anarchisten de uitgangen van dit auditorium te barricaderen."

De denkbeeldige telescopische matrakken van vorige keer zijn nu vervangen door denkbeeldige stokken. Ook zouden we in een aula zijn gedreven zonder fysiek geweld, begrijpen wie begrijpen kan. Maar de kers op de taart moet nog komen. Links was namelijk ook tegen de inhoud van het debat, niet alleen tegen de vermeende ideologische invulling van de NSV!:

Op het debat gingen om 20 uur onder meer Filip Dewinter en Jean-Marie Dedecker (LDD) praten over de samenwerking tussen Nederland en Vlaanderen. Heeft u een standpunt ivm die samenwerking?

“Het gaat hier niet om een 'samenwerking' Het ging over het opsplitsen van België en daarna het toevoegen van Vlaanderen bij Nederland. Zo zou je een Groot Dietsland hebben. En ze zouden Zuid Afrika er dan ook nog bij willen…Ik vind dit een zeer conservatieve en foute gedachte. Waarom doet dit mij denken aan Hitler en Groot Duitsland?”

“Wij leven in een wereld die kleiner en kleiner wordt door een exponentiële groei van snel transport, snelle communicatie, … Waarom moeten we elkaar dan opsplitsen in staten die "enkel 1 bepaald volk toebehoren"? Waar haalt iemand het recht om een stuk aarde "zijn land" te noemen en alle "andere volkeren" weg te houden uit dat land? Waarom kunnen er zo weinig mensen zien dat wij allemaal "mens" zijn en gelijkwaardig zijn, ongeacht religie, huidskleur, afkomst, geslacht, handicap, … Wij zijn allemaal mensen en zouden meer en meer moeten samenwerken totdat "grenzen" geen betekenis meer hebben en verdwijnen. Wij willen vrij leven in een open samenleving. NSV en hun sprekers willen dit zo te zien niet.”

Het debat ging over de mogelijkheden tot toenadering tussen Vlaanderen en Nederland na de splitsing van België. Perspectieven dus over het tegengaan van de verdere versnippering van de Lage Landen. Voor mijn part zelf volgens de krijtlijnen uitgezet door het Manifest voor de Lage Landen. Dat zou dus leiden tot een staat met Nederlanders, Friezen, Walen en Luxemburgers. Wat heeft dit te maken met opsplitsing? Dit is net een argument voor de hereniging van de Nederlanden en de vorming van een Groot Dietsland.

Ook interessant om te zien dat bij de hereniging van de Nederlanden Hitler en Duitsland worden bijgetrokken, terwijl de linkerkant niet te horen is wanneer de Franstalige burgerij een corridor eist naar Brussel. Een woordgebruik dat helemaal niet aan de verbeelding overlaat, maar dit soort imperialisme wordt blijkbaar met veel plezier door de rode mantel der liefde bedekt. Liever wordt er gekozen voor de verdediging van de Belgische staat, gesticht volgens de wensen van een kapitalistische burgerij en een reactionaire kerk en nog steeds beheerd door het grootkapitaal.

De termen die men bij dit soort links kan gebruiken zijn dan ook legio; burgerij, verdedigers van het kapitaal, reactionairen, systeempoepers, bondgenoten van het imperialisme, extremistische staatsnationalisten, antidemocraten, ... Al verkies ik nog steeds één bepaalde term: dwazen.

Ik heb gezien wat vrijheid is.

Weet u wat vrijheid is? Natuurlijk weet u dat niet.

U denkt dat vrijheid een verworven recht is sinds de Verlichting. Of sinds het goddeloze socialisme ons verlost heeft van het juk van het blinde kapitalisme. U denkt dat vrijheid betekent dat u kunt gaan en staan waar u dat zelf wilt, binnen de perken van een al bij al zeer liberale wet.

Als intelligent, sociaal burger kunt u zelfs geloven dat vrijheid datgene is dat eindigt waar de rechten van een ander beginnen.

Vrijheid is niets van dat alles.

Vrijheid is beseffen dat elk van ons een heel spectrum van persoonlijkheden is waaruit we dagelijks kunnen kiezen. A la carte. Vrijheid is onder ogen durven te zien dat er op het eind van dat spectrum een Beest wacht. Dat Beest kent geen moraal, het stopt niet binnen de minutieus uitgetekende grenzen van de wet. Het verwoest en verslindt als het dat nodig acht. Het laat zich niet leiden door liefde en compassie, maar door lust en aversie.

Door dat Beest zijn we soms een nazi, soms een Jood, afhankelijk van onze genetische afkomst en de verpersoonlijking van het ultieme kwaad dat we prefereren.

Vrijheid is durven te erkennen dat we ons Beest bewust en beheerst kunnen loslaten op onze omgeving. Dat we in koelen bloede daden kunnen verrichten die in de hoofden der mensen alleen mogelijk zijn onder het mom van onweerstaanbare drang of regelrechte waanzin.

De Duitsers hebben een goede zestig jaar geleden even van hun vrijheid geproefd. Het leek hen te smaken.

De Palestijnen ondervinden aan den lijve dat de Joden enkele lessen geleerd hebben van hun vroegere beulen.

Als de West-Europeaan zijn vrijheid opnieuw durft te ontdekken vrees ik voor het lot dat de mohammedaanse kolonisten te wachten staat in het getergde Avondland.

Niets is menselijker dan het Beest.

”Vi vil af med karaktersystemet. Karakterer bidrager anseeligt til stress, og er ikke et fair og objektivt system til måling af individuelt potentiale”

De Grønne favoriserer ideologisk globalisme i sin reneste form. De ønsker et ”verdensborgerskab”, som erstatning for det nationale borgerskab. Totalt fri migration på verdensbasis, globale skatter og styrkelse af F.N., for at sikre en retfærdig verdensorden:

”Vi tror ikke på kunstige grænser. Vi har en vision om ubegrænset immigration og emigration, hvor folk har ret til at leve og arbejder hvor det passer dem…Vi ønsker, at Sverige skal blive en international rollemodel, ved at skabe en plan for ubegrænset immigration”.

De har et stærkt fokus på anti-diskrimination og racisme, og ønsker hårde og omgående straffe for ”diskrimination”, dog blødere straffe for andre slags kriminalitet. De ønsker ”religiøst neutrale” ferier (ingen jul eller påske), og uddannelse mod racisme og diskrimination skal læres i skolen. Ingen ”fordomme” mod nogen gruppe mennesker (måske lige med undtagelse af hvide, og i særdeleshed hvide mænd) vil tillades, og alle former for fordomme bør bandlyses ved lov, uanset hvor de ytres. Blandt de former for racisme de specificerer der aggressivt skal udryddes, er ”Islamofobi”. De erkender dog, at racisme ikke kan udryddes fuldstændigt, før vi har afmonteret den ”racistiske verdensorden”, og erstattet den med en retfærdig verdensorden, hvor ingen lider eller er fattige, og ingen længere bliver udnyttet.

Sveriges De Grønne erklærer eksplicit, at koncepterne ”mand” og ”kvinde” er ”sociale konstruktioner”, og påtvunget alle mennesker. For at kunne opnå en ny verdensorden, er det afgørende, at alle sådanne kunstige identiteter nedbrydes. Dette skal faciliteres af uddannelsessystemet, og især af trænede lærere. De mener, at alle mennesker bør være frie til at vælge hvilket som helst navn de ønsker. Med det synes de også at mene ”køn”. De ønsker at alt skal være ”kønsneutralt”, ikke blot ægteskabsceremonier, men også identitetskort.

Jeg antager, at dette betyder, at jeg bør kunne vælge et pigenavn på mit identitetskort, og at staten undertrykker mig, hvis den ikke tillader det. Eftersom påførelsen af kunstige kategorier, såsom ”mand” og ”kvinde”, bidrager til opretholdelsen af den udnyttende verden af fattigdom og global opvarmning, så må man antage, at børn vil sulte i Sudan, hvis ikke jeg kalder mig ”Trine” eller ”Pia” på mit identitetskort. Trods alt har jeg en penis, men det er en socialt konstrueret penis, og den bidrager til et uretfærdigt kapitalistisk system.

Dette er desværre noget videnskabeligt nonsens. Professor Helmuth Nyborg ved Århus Universitet har lavet undersøgelser, der viser, at der er forskelle mellem kønnene, når det drejer sig om intelligens. Dette udløste massiv modstand. Ifølge ham, ”kan man indenfor psykologiens område ikke tale om intelligens. Man kan ikke måle intelligens, og man kan ikke rangordne folk i forhold til intelligens. Hele området om intelligens er et ”no-go”-område. Hvis du stadig ønsker at fortsætte, er du en slem person. Hvis man også der på forskellene grupper af mennesker imellem, så bliver man anset for umoralsk og helt igennem ond”

Ifølge professor i neurovidenskab Annica Dahlstrøm, findes mænd i ekstremerne af høj og lav intelligens. Selvom der findes kvindelige genier, så er de langt mere sjældne end mandlige genier. Hun mener, at børn primært bør overlades til moderens omsorg gennem de første leveår. Det feministiske etablissement i Sverige påstår, at hun har misbrugt sin position som videnskabsmand, for at forstærke kønsstereotyper. Som Dahlstrøm siger, er ”forskellene mellem drenge og piger, hvad angår biologi og hjerne, større end vi kunne have forestillet os”. Forskelle kønnene imellem fremkommer i fosterstadiet, og er tydeligt genkendelige i treårsalderen. Centrene i hjernen der behandler verbal kommunikation, fortolkning af ansigtsudtryk og kropssprog, er mere udviklet hos piger, selv på dette tidlige stadie. At tvinge drenge til at opføre sig som piger vil uundgåeligt skade dem. En sådan politik kunne endda, i hendes øjne, ses som ”sindsmisbrug” af børn. Alligevel er det hvad der sker, nogle gange med statsstøtte.

Mona Sahlin har opretholdt forskellige poster i Socialdemokratiets kabinet, blandt andet som Demokratiminister, Minister for integration og lighed. Sahlin har sagt, at mange svenskere er misundelige på immigranter, da de, uligt svenskerne, har en kultur, en historie, noget der binder dem sammen. Hun har erklæret at ”Hvis to lige kvalificerede personer søger et job på en arbejdsplads med få immigranter, skal den der hedder Muhammed have jobbet…Det burde være et aktiv, at have en etnisk baggrund der er anderledes fra svenskerens”. Dette er en anden måde at sige, at indfødte, ifølge den multikulturelle doktrin, er andenklassesborgere i deres eget land. Sahlin blev valgt til leder hos Socialdemokraterne i 2007.

Kun en uge efter at medlemmer af Antifascistisk Aktion (AFA) chikanerede en svensk dommer og vandaliserede hans hus, demonstrerede disse sammen med svensk politi, den svenske regering og det svenske medieetablissement under Pride Parade, i sort tøj og sorte masker, parate til at tæve enhver der ikke blev anset for værende tilstrækkeligt tolerant (de sendte ifølge deres egen hjemmeside mindst én på sygehuset). I nærheden marcherede et antal politifolk, inklusive den svenske politiorganisation for homoseksuelle.

Ifølge journalist Kurt Lundgren deltog Mona Sahlin i Pride Festival 2007. Hun forventes at blive statsminister, og blev under optoget, efter at have svaret på adskillige spørgsmål om orgasmer, tildelt medaljen ”Fucking Medal Award”. Har hun givet den effekt det kan have på de eksploderende voldtægtsstatistikker nogen tanke? Ifølge ledende blogger Dick Erixon er antallet af rapporterede voldtægter i Sverige nu tre gange så høj som i New York City. NYC har cirka samme antal indbyggere, men er en metropol, hvor Sverige er et land mestendels med bjerge og landsbyer. Svenske piger kaldes på daglig basis ”ludere”, og er tiltagende bange for at bevæge sig udendørs. Alligevel modtager nationens uden diskussion mest magtfulde kvinde ”Fucking Medal Award”. Hvordan mon det vil blive opfattet?

Og hvordan vil denne opfattelse af ”seksuel frigørelse” blive tilpasset hendes partis kælne relation med grupper affilieret med Det Muslimske Broderskab, eftersom adskillige af dens internationale ledere har indikeret, at homoseksuelle bør dræbes? Topmedlem af gejstligheden Yusuf al-Qaradawi diskuterede på den arabiske satellitkanal al-Jazeera forskellige strafmuligheder han mente var passende for homoseksualitet, såsom at blive smidt ud fra højder eller blive brændt: ”Nogle mener vi bør brænde dem, og så videre. Der er uenighed”. Mona Sahlin mener, at oppositionen på højrefløjen Sverigesdemokraterne er et ”misogynistisk” parti. Jeg antager, at Det Muslimske Broderskab ikke er? Den svenske kirke har annonceret, at den vil tillade homoseksuelle par at blive gift i kirken. Vil Socialdemokraterne sikre sig, at homoseksuelle par tillades at blive gift i moskeer kontrolleret af Det Muslimske Broderskab? Hvad mere er, vil venstrefløjsekstremisterne AFA angribe dem for homofobi, hvis de nægter?

Kurt Lundgren havde i maj 2007 en bemærkelsesværdig historie på sin blog. Lundgren rapporterede om et magasin målrettet mod pædagoger i børnehaven, der tager sig af børn fra 0 til 6 år. Det indeholdt anbefalinger om at promovere ”køns-lighed” og ”seksuel lighed”. Han fortalte, at i en børnehave i Stockholm opfordres forældre af pædagogerne til at udstyre deres sønner med kjoler og pigenavne. Der findes nu særlige uger, hvor drenge SKAL bære kjole. Lundgren anser denne seksuelle indoktrinering for at være værre end politisk propaganda:

”At give sexundervisning til børnehavebørn, at tvinge dem til at have en mening om homoseksualitet (lesbiske, transseksuelle, biseksuelle, kønsskifteopererede). Dette anser jeg for børnemishandling…Små børn, vi taler her om børn der er 3 til 6 år, kan ikke i børnehaven beskytte sig mod den slags seksuelle angreb. Forældrene er der ikke. Børnene er fuldstændigt overladt til dem selv”

Frankfurterskolen, en skole for Kulturel Marxisme, med tænkerne Antonio Gramsci og George Lukacs, sigtede på at kuldkaste det kapitalistiske system, ved at underminere den hegemonistiske kultur. Ifølge Gramsci ville den socialistiske revolution, der efter Den Russiske Revolution i 1917 ikke lykkedes at sprede sig, aldrig få fodfæste, hvis ikke folk blev befriet fra vestlig kultur, især fra deres ”kristne sjæl”. Som Lukacs sagde i 1919: ”Hvem vil redde os fra vestlig civilisation?” Dette kunne gøres gennem nedbrydningen af traditionel moral og familiemønstre, og undermineringen indefra af etableret kultur, ved en lang march gennem institutioner, medier og skoler. Vi kan nu se, at denne strategi har været succesfuld i vestlige medier og akademier, som ikke bare er lunkne i forsvaret af vores civilisation, men ofte aktivt på side af vore dødelige fjender. Det ironiske er, at de fleste vestlige aldrig har hørt om Gramsci. Alligevel har ideer lignende hans haft en enorm gennemslagskraft på vore liv.

Den britiske historiker Roland Huntford skrev i de tidlige 1970´ere en bog om Sverige ved navn ”The New Totalitarians”. Han bemærkede hvordan lighed mellem kønnene fra de sene 60´ere til de tidlige 70´ere blev aggressivt promoveret. Dette blev tæt forbundet med den seksuelle frigørelse:

”Faktisk er ordet ”frihed” i Sverige næsten udelukkende forbundet med seksuel frihed, måske resultatet af en tidligere manglende tilladelse, eller uønsket. Gennem sexundervisning for unge i skolerne og uophørlig propaganda i massemedierne for de ældre generationer, er det meste af Sverige blevet lært at tro, at frihed opnås gennem sex. Fordi han er seksuelt emanciperet, tror svenskeren, at han er en fri mand, og dømmer udelukkende frihed ud fra seksuelle termer…Den svenske regering har taget, hvad den ynder at kalde ”den seksuelle revolution” under sine vinger. Børn påføres i skolen, at seksuel emancipation er deres fødselsret, og dette gøres på en sådan måde, at det antyder, at staten tilbyder dem deres frihed fra gammeldags restriktioner.

Med gammeldags restriktioner menes kristen moral. Huntford bemærkede, at dette kom sammen med bestræbelser på at nedtone eller angribe vestlig kultur, før Den Franske Revolution. Som Olof Palme, der svensk socialistisk statsminister fra de sene 60´ere frem til 1986 sagde: ”Den såkaldte Renæssance? Vestlig kultur? Hvad har det med os at gøre?

”I takt med at politisk og økonomisk frihed formindskes”, sagde Aldous Huxley i ”Brave New World”, ”tenderer seksuel frihed kompenserende at tiltage”. Dette passer perfekt med Huntford´s beskrivelse. Staten fjerner din personlige, økonomiske og politiske frihed, og giver til gengæld seksuel frihed, samtidigt med at den fejrer sig selv som frigører. Sverige anno 2008 er et samfund uden reel ytringsfrihed, hvis man afviger fra den regerende ideologi. Jo mere knusende ideologisk censur og politisk undertrykkelse bliver, jo mere fanatisk udstiller den ”seksuel frihed”. Sex er frihed; frihed betyder sex, og KUN sex.

Statsautoriteter præsenterer dette som frigørelse af kvinder og seksuel frigørelse, men det handler i virkeligheden om nedbrydningen af rivaliserende magtkilder: Den traditionelle kristne kultur og kernefamilien. Dette efterlader staten mere magtfuld, eftersom den kan regulere alle aspekter af livet og, vigtigst af alt, kan indoktrinere nationens børn som det passer den, uden utidig indblanding fra forældre. Staten erstatter din familie, opdrager dine børn, og tager sig af de ældre.

I mellemtiden er landet midt i sin mest eksplosive voldtægtsbølge i nyere tid, i det store hele grundet immigration. Mens svenske piger af immigranter kaldes ”ludere”, instrueres drenge i at være så ”kønsneutrale” som muligt. Traditionelt er nationen blevet forsvaret af maskuline mænd, der finder stolthed i deres arv. Men ved fjernelsen af den kulturelle stolthed og enhver form for opfattelse af maskulinitet blandt indfødte svenskere, er landet efterladt fuldstændigt forsvarsløst. Og måske har det hele tiden været planen?

I Vesteuropa er der lagt store bestræbelser i at ødelægge arven fra den indfødte befolkning, og installere ”de hvide” med skyldskompleks og skam designet til at fremmedgøre dem for deres egen historie. Hensigten er, at de skal ydmyge sig foran immigranterne, og fortælle dem hvor værdiløs og ond deres kultur er, eller alternativt hvor meget de begræder det faktum, at de ingen kultur har.

Mens kristendommen i generationer er blevet latterliggjort, i så stort omfang, at kristne beklager sig over forfølgelse, bliver Islam præsenteret som en næstekærlig religion, og ydet en høj grad af respekt i den offentlige sfære. Måske har jeg en konspiratorisk tankegang, men med den måde multikulturalisterne fordømmer kristendommen, og så vedholdent priser Islam, kan jeg ikke lade være med at spørge, om meningen er én gang for alle at trække kristendommen op med rode. De latterliggør den ved enhver given lejlighed, og importerer samtidigt en rivaliserende religion, og gøder den som erstatning. Når den dag kommer, hvor folk er blevet tilstrækkeligt trætte af nihilisme, vil kristendommen være så miskrediteret, at den som alternativ er blevet elimineret, og folk sidder tilbage med Islam. Eller måske handler det ganske enkelt om udryddelsen af alt associeret med europæere og europæisk kultur.

Sverige har været kendt som et ”mønsterland”, med et økonomisk system en tredjedel af vejen mellem kapitalisme og socialisme, eller oplyst socialisme, som det er blevet kaldt. I 2008 refererer ”Den svenske model” ikke længere til en økonomisk succeshistorie, men en rædselshistorie af et kulturelt selvmord, gramsciansk kulturel marxisme, ideologisk censur og undertrykkelse af afvigere. Sverige er ikke unik. Lignende tendenser ses over alt i den vestlige verden. Men Politisk Korrekthed er måske i særklasse tung her, delvist fordi Sverige i forvejen så sig selv som en ”ideologisk stat”, og landet er afgjort i front på den ideologiske kurve af undertrykkelse. De af os der stadig har kærlighed til overs for aspekter af traditionel svensk kultur, kan kun håbe på, at noget at det stadig eksisterer, og kan genkaldes, når det nuværende ideologiske paradigme er opløst.

Spørgsmålet forbliver dog, hvor meget der vil være tilbage af den svenske nation, når først vi er nået til dette punkt. Hvad der dog er sikkert, er, at der fremover venter rå tider. Ikke bare for Sverige, men for hele den vestlige verden, i takt med at multikulturalismen faciliterer en langsom opløsning af vore samfund.  

Det afslørede 'Dagbladet' med en simpel opringning til britisk militær, der kunne oplyse, at satellitsamtaler af sikkerhedsmæssige hensyn ikke er tillladt.

Khan har nu tilbagebetalt pengene, sygemeldt sig og meddeler, at hun ikke agter at stille op til næste valg. Og Arbeiterpartiets formand, Hill-Marta Solberg, forsøger at berolige nordmændene med ordene:

"Rådgivningen fra spåkoner har ikke haft indflydelse på Arbejderpartiets arbejde i Stortinget".

"I øvrigt mener jeg", at Arbeiterpartiet har mere brug for at gøre noget ved nutiden end at se ind i fremtiden. For med det seneste års norske meningsmålinger er det ikke svært at spå om en oppositionsperiode til AP.

Så hvorfor modsætter en ideologisk venstreorienteret sig den eksisterende sociale, økonomiske og politiske orden? Hvorfor er de så målrettede i deres propaganda for ændringer, uanset hvor irrationelt eller uproduktivt det end måtte være? Det kan der være mange grunde til, og for mange venstreorienterede vil mere end én grund passe.

Den enkleste forklaring kan ganske enkelt være, at man er født ind i et venstreorienteret verdenssyn. Bliver man eksempelvis født ind i et arbejderklassemiljø, garanterer det med næsten sikkerhed et venstreorienteret syn på mange emner. Fagforeningsaktivitet og venstrefløjen har generelt være så stærk så længe, at de er radikaliserede på mange områder, der ellers ville have været støttet af en konservativ befolkning, og fået venstreorienterede synspunkter til simpelthen at blive traditionelle der. Man kan sige, at forklaringen på et venstreorienteret syn der, kan siges at være et sociologisk et.

Et andet eksempel på en sociologisk grund til et venstreorienteret syn kunne være den måde universitetsstuderende blev radikaliserede på, i et overvejende liberalt akademisk humanioramiljø og socialvidenskabeligt miljø. Lærerne synes også ofte at være venstreorienterede, af hvilke mange der underviser og styrer andre i arbejdssammenhæng, også synes at fortsætte dette efter arbejdsdagens ophør.

1. Menyerang balik

2. Bertahan

3. Membalas (Perbuatan)

Atas Musuh Sosialism di Bumi Manusia (Societas, Politikon, Economikus) Indonesia

1. Berdasarkan Sosial Logika Materialism

2. Kerakyatan (Ajaran, di "Negara")

3. Kebaruan Zaman (= Alam)

Mempersiapkan Pemerintahan Kenegaraan di Indonesia, terlaksanakan karena Demokrasi (= suatu Kekuasaan) melalui Pembentukan Masyarakat (Pemilihan)

1. Kebebasan

2. "Hak"

3. Politik

<Jeda

Sedangkan menjatuhkan ? Banyak Pihak yang berhasrat. Didasarkan Materialisasi Negara - Politik. Undang Undang Dasar Republik Indonesia Tahun 1945 (Amandemen). Kekuasaan Presiden (atau, Figuralism !?!)

<Tutup

SEKIAN

Ofte refereret til som ”Femte Kolonne”, er folk der influerer den offentlige mening gennem varierende medier, og promoverer en uddannelsesagenda, hvis hensigt det er at underminere familieværdier, Grundloven´s principper og promovere medlemskabet af en verdensregering. Hjælp og tilskyndelser til vore fjender er almindeligt ubekendte i pantsættelsen af vores samfund, orkesteret af de der mener, at alle i samfundet skal behandles éns, uanset forskelle. Andre spiller en rolle i en agenda, der vil fjerne vores form for styre, og erstatte det med et styre der ikke tillader jødisk-kristne medlemmer af samfundet.

Antonio Gramsci teoretiserede i sin bog ”Prison Notebooks”, at kristendommen tjener som barriere for ”den nye, revolutionære civilisation marxisterne ønsker at skabe”. Ethvert åbenlyst forsøg på at nedbryde dette sammenstimler tilhængere, der er fast besluttede på at forsvare ”målet gradvist at transformere samfundets kollektive bevidsthed, over få generationer, fra det tidligere kristne verdenssyn, til marxismens mere harmoniske verdenssyn”.

Gramsci troede at venstrefløjsgrupper som radikale feminister, ekstremistiske miljøforkæmpere, ”borgerrettighedsforkæmpere”, anti-politi associationer, internationalister og ultraliberale kirkegrupper, behøvede at samarbejde med kommunisterne, for gennem en forenet arbejderfront at skabe transformationen af den gamle kristne kultur.

Yderligere ville kommunister og deres sympatisører tage kontrol over ”kirker, uddannelse, aviser, magasiner, elektroniske medier, seriøs litteratur, musik, visuelle kunstarter og så videre, ”for at kunne dirigere menneskelige tanker og fantasi”. Med disse betingelser på plads ”forsvinder seriøs opposition, eftersom menneskeheden ikke længere er i stand til at optage argumenter fra marxisternes modstandere. Menneskeheden vil faktisk ”elske deres trældom, og vil ikke engang opdage deres trældom”

William Lind forklarer i ”What is Political Correctness?”, at marxismen laver indhug i vore samfund, gennem en bevægelse ved navn “Kulturel Marxisme”, bedre kendt under betegnelsen “Politisk Korrekthed”. Dette begyndte for mange årtier siden på Frankfurterskolen, hvis formål det var, at redde menneskeheden fra vestlig civilisation. Mange af skolens ledere flygtede far den tyske nationalsocialisme til amerikanske universiteter.

Han peger på mange paralleller mellem Politisk Korrekthed og klassisk, økonomisk Marxisme; den første værende, at begge ideologier er totalitære. Den kulturelle marxismes mål er at skabe ”et samfund ikke bare af lige muligheder, men lige betingelser”. Denne vision modsiger menneskelig natur, ”da folk er forskellige, ender de ulige, uanset udgangspunkt – samfundet vil ikke samtykke dette, med mindre det tvinges”. Politisk Korrekthed overtager ytringsfrihed, presse og tanke.

For det andet har Kulturel Marxisme og klassisk, økonomisk Marxisme enkeltfaktorforklaringer på historien. Klassisk Marxisme argumenterer, at hele historien er determineret af produktionsmidlernes ejerskab. Kulturel Marxisme siger, at historien i det store hele kan forklares ved hvilke grupper – defineret gennem køn, race og seksuel normalitet eller abnormalitet – der har magten over andre gruppe.

For det tredje at ”erklære visse grupper for dydige og andre for onde a priori, uden hensyntagen til disse individers faktiske adfærd. Klassisk Marxisme definerer arbejdere og bønder som dydige, og bourgeoisiet (middelklassen) og andre kapitalejere for onde. (Politisk Korrekthed anerkender ikke eksistensen af kvinder der ikke er feminister, og definerer sorte der afviser Politisk Korrekthed som hvide)

For det fjerde eksproprierede ”Økonomiske Marxister”, hvor de end kom til magten, bourgeoisiets ejendom, og overrakte det til staten, som ”repræsentanter” for arbejdere og bønder. Kulturelle Marxister vil hvorend de kommer til magten, pålægge den hvide mand, og andre der er uenige, strafomkostninger, og giver privilegier til grupper de favoriserer. ”Affirmative Action” er et eksempel.

For det femte anvender begge parter ”skidtvidenskab” i deres analytiske metoder, for at fordreje beviser, så de i alle situationer demonstrer ”korrektheden i deres ideologi”. Kulturelle Marxister anvender lingvistisk dekonstruktion i demonstrationen af at sorte, kvinder og homoseksuelle undertrykkes, ved at ”læse meningen ind i teksternes ord (uanset deres faktiske mening).

Islamfascister har også opnået forståelsen af, at det er lettere at vinde over et folk, der er sympatiske mod deres sag, end direkte at true deres måde at leve på. I følgende forklarer Frank Salvato, at et brev skrevet af Ayman al Zawahiri til Abu Musab al Zarqawi, gør det åbenbart, at Zawahiri forstår vigtigheden af effekten af medierne.

”Skaden smedet af femte kolonne er ikke irreversibel, men vi må kende den for det den er, så den kan skubbes tilbage. Én måde ville være ikke at tillade fremmed præcedens, under afgørelsen af betydningen af konstitutionen. Højesteretsdommer Roberts mener, at fremmed præcedens strækker sig til dommeres råderum, og ”tillader dommeren at inkorporere hans eller hendes personlige præferencer og tilsløre dem med autoriteten af præcedens, da de finder præcedens i fremmed lov, og anvender denne betydning til at afgøre konstitutionens mening”, hvilket er misbrug af præcedens. Hjemlig præcedens kan begrænse og forme dommeres råderum. Nyligt har højesteret anvendt fremmed præcedens i afgørelsen Roper mod Simmons omkring ungdomsdødsstraf”

I uddannelse findes også en meget viljefuld agenda omkring skabelsen af en ny social orden. Den begyndte i 1915, da John Dewey´s kollega Charles Judd fra Cleveland-gruppen, opfordrede medlemmer til at reorganisere deres skolers instruktionsmateriale; signalerende begyndelsen af ”skudsmålsprocessen”, brugt til at kontrollere udannelse.

I 1930 blev John Dewey citeret for at have sagt, at de demokratiske ideal kun er muligt under opgivelse af kristendommen. ”Den døende laissez-faire må fuldstændigt destrueres, og alle må være emne for en højere grad af social kontrol…..En rimelig indkomstdistribuering må søges…..og skolernes overordnede funktion må være individets sociale orientering. Den må søge at give forståelsen af overgangen til en ny orden.

I 1940´erne promoveredes de socialvidenskabelige tekster ”Building America”, der senere blev fordømt af California Senate Investigating Committee on Education, for ”deres underliggende støtte til Marxisme eller Socialisme, modarbejdende amerikanske værdier”. I sidste instans brød socialvidenskabelige studiers curriculum med ”den traditionelle dominans af Historie og Geografi”.

I 1970 udtalte præsident for NEA Cathrine Barrett, at ”dramatiske ændringer i måden vi opdrager vore børn i år 2000 er indikerede, især i retning af skoling. Hun fortsætter, ”Vi bliver nødt til at erkende, at de såkaldt ”grundlæggende færdigheder”, der for nuværende repræsenterer næsten hele grundskolens bestræbelser, må reduceres til en fjerdedel af den nuværende skoledag. Kun sådan kan læreren ”komme til sin sande ret”. Som mere end blot en informationsdispenser, vil læreren være en formidler af værdier, en filosof…..Vi vil blive forandringsagenter.

Hillary Clinton i bogen ”It Takes a Village”: ”Børn tilhører, ikke forældre, men hele samfundet”

Femte Kolonne truer selve vores eksistens. Den hjælper og tilskynder vore fjender, i deres bestræbelser på at underminere vores kulturarv, gennem fremhævelse af minoritetsværdier og overbevisninger, og marginaliserende værdierne opretholdt af landets majoritet.

Alt dette er en spand koldt vand i hovedet på vore forfædre, der kæmpede for vore værdier

Hvad ville vore forfædre mon have haft os til at gøre? Definere vores rolle i det globale samfund, eller lade fjenden definere den for os?

• Socialisme er det modsatte af liberalisme!
• Socialisme og liberalisme er revolutionære ideologier!
• Liberalister vil have laissez faire – socialister et rent miljø!

Det er ikke unormalt at definere A i kontrast til B. Men når det kommer til liberalisme og socialisme kan det bare ikke lade sig gøre fordi, at der er tale om på sin vis forskellige ting.

Hvor liberalisme er en rendyrket politisk ideologi om frihed, er socialisme iht. Encyclopædia Britannica:

[A] social and economic doctrine that calls for public rather than private ownership or control of property and natural resources. According to the socialist view, individuals do not live or work in isolation but live in cooperation with one another. Furthermore, everything that people produce is in some sense a social product, and everyone who contributes to the production of a good is entitled to a share in it. Society as a whole, therefore, should own or at least control property for the benefit of all its members.

Med andre ord: Socialismens modsætning er kapitalisme, ikke liberalisme.

Den oprindelige gren af liberalismen, det, som man kalder den klassiske liberalisme, var et menneske- og samfundssyn, som kombinerede de liberale frihedsidealer med det kapitalistiske ejendomsretssystem.

I tiden omkring Den Store Depression skete der skred i den liberale selvforståelse og den såkaldte ”moderne liberalisme” (socialliberalismen) blev født. Tilhængere af denne ideologi adskilte den ideologiske liberalisme fra den økonomiske kapitalisme på en sådan måde, at kapitalismen blev erstattet af en moderat form for socialisme, som gav de socialliberale moralsk og ideologisk tilladelse til at kollektivisere/socialisere samfundet, som de fandt bedst.

Det danske samfund i dag er i høj grad præget af denne socialliberale tankegang, hvor nogle frihedsrettigheder (her tænker jeg især på ytringsfriheden) vægtes højt, medens ejerskabsstrukturen i samfundet i høj grad er socialistisk i den forstand, at staten har magt og midler til at ”regulere”, hvordan menneskers ejendele og jord benyttes.

Så lad os lige tage den igen:

Helt sort/hvidt (gentager: sort/hvidt!) er socialisme og liberalisme ikke hinandens modsætninger. Derimod er socialisme og kapitalisme hinandens modsætninger i den forstand, at de i princippet udelukker hinanden.

Noget andet er så, at man, som nævnt ovenfor, oftest sætter lighedstegn mellem liberalisme og kapitalisme -- hvilket jeg naturligvis ikke har noget imod at man gør.

Gloire à France Inter ! Ce matin un journaliste commentant la présentation des motions devant la fédération socialiste de Paris constatait que celui qui avait été le plus applaudi et le seul qui apportait un message nouveau et dynamique était Benoît Hamon.

Gloire à France Inter car il est rare qu’un media cite l’existence de la motion « un monde d’avance » proposée aux militants socialistes. Il est plus fréquent de ne voir citées que les trois textes conduits par des éléphant(e)s ! En faisant silence sur la motion Hamon, les « commentateurs » politiques peuvent tranquillement déplorer l’absence de nouveauté, le peu de différences entre les orientations proposées, et réduire ainsi l’enjeu du Congrès de Reims à une bataille de chefs déconnectée des problèmes du pays.

Nous le savons, nous ne l’avons que trop vécu lors du débat sur le Traité Européen : lorsque les médias choisissent leur camp, à l’époque celui du Oui, celui du conformisme euro-libéral, ils ne font pas dans la mesure. Au pire ils passaient sous silence les arguments des tenants du Non de gauche, se contentant de citer ceux de Le Pen, au mieux ils confondaient tous les opposants au traité dans la boue de la xénophobie, du nationalisme ringard et de la peur de l’étranger, caricaturant avec zèle tout ce qui n’était pas conforme à leur choix.

Cette fois, pour les médias, l’exception Hamon viendrait détruire la thèse qu’ils sont bien décidés à marteler : les socialistes sont incapables de proposer une véritable alternative à la droite. D’où le silence sur cette orientation. Les journalistes usent pour s’en défendre d’arguments inacceptables : on ne parle pas du texte d’Hamon parce qu’il a peu de supporters, parce qu’il n’a pas de candidat présidentiable, etc. A faire le silence sur les hommes et les orientations qui pourraient renouveler le débat, on assèche celui-ci et on réduit la politique à l’éternelle confrontation entre ceux ou celles qui ont occupé la scène politique depuis déjà longtemps.

C’est un constat : les médias ont choisi de favoriser l’expression de ceux qui le plus souvent se sont trompés depuis des années. Car, depuis des années, on nous explique au parti socialiste, qu’il faut abandonner les « vieilles lunes socialistes », que depuis la chute du mur de Berlin il faut reconnaître la victoire du capitalisme et l’accepter comme l’horizon définitif de notre combat, qu’il faut accepter la loi du marché voire le libéralisme avec l’espoir d’en corriger les effets désastreux. Naguère certains de nos responsables avaient les regards admiratifs tournés vers le SPD, vers le blairisme et la « troisième voie ». Et ce sont ces dirigeants qu’il faudrait reconduire au moment même où l’histoire leur donne tort ?

Le texte que je soutiens, celui dont le premier signataire est Benoît Hamon, a le mérite de rassembler tous ceux qui, depuis des années, sont accusés de « ringardise » parce qu’ils avaient refusé la compromission avec le libéralisme, parce qu’ils avaient fait passer leur combat pour le socialisme avant toute autre considération, parce qu’ils refusaient le libre échange généralisé, qu’ils voulaient affirmer le retour de la puissance publique dans l’économie, changer l’orientation de la construction européenne, afin de redistribuer les richesses et de répondre à l’urgence écologique. Ceux là savent que l’enjeu politique de ces prochaines années n’est pas de tenter d’améliorer la politique économique et sociale du pays sans toucher aux grandes lois du marché et de la concurrence non faussée. Il n’est pas de promettre des réformes de gauche, socialement plus justes, sans se donner les moyens de les rendre efficaces et pérennes..

Il est de changer profondément les règles de fonctionnement de l’économie, pour rendre effectivement possible une répartition des richesses plus équitable et mettre fin à la course imbécile au profit.

Ceux qui soutiennent la motion « Hamon » ne sont pas les attardés d’un socialisme archaïque. Ils savaient, bien en amont de la crise, qu’il n’y a guère de compromis possible avec la logique libérale, comme voulaient le faire croire les tenants d’un social-libéralisme aujourd’hui condamné. Ils avaient, ils ont toujours sur les camarades qui sont en train de redécouvrir la gauche, « un monde d’avance ».

Jacques Fleury

[dailymotion id=k4lOYY05J7FXIQc2SO]

Via en anden blog kom jeg til at støde på en lidt ældre artikel af Hans Excellence Per Stig Møller (a.k.a. "Ham den stive") om et par værdifulde inspark, som den pseudo-liberale (læs: konservative) ville kunne lade sig inspirere af; et indspark, leveret af ingen ringere end gode gamle (og heldigvis meget afdøde) Mao Zedong.

For i 1970'erne skulle der virkelig laves om på formerne. Bevares: Velfærdssamfundet var forlængst opstået og var dengang, som nu, en fast del af disse former, så jo, man burde nok have lavet meget op allerede dengang. Det skete som bekendt ikke og vi lever i dag med konsekvenserne heraf - men ud over at give datidens vælgere fingeren er der ikke meget andet man kan gøre.

For heldigvis gik det jo ikke så slemt, som Per Stig ville have det.

Som han dengang så på det skulle samfundet, som sagt, laves om. Ikke så folk kunne få deres frihed tilbage, men så de kunne give mere af den til det store kollektiv. Hyggeligt, ikke sandt?

Det er nok de færreste nu om stunder som lige akkurat ved hvad "ØD" er. Men det vidste alle dengang. Og i modsætning til Sverige blev dette bizzare eksperiment med økonomisk demokrati heldigvis ikke til noget i Danmark -- sådan lovgningsmæssigt i hvert fald.

Vi tror, vi vælger en regering, men vi vælger kun en del af den faktiske regering. Tag finanspolitikken, hvor banker, importører og organisationsfolk i realiteten opstiller rammerne for en finanspolitik. Det er hvert andet år nogle få organisationsfolk, der mødes for at afgøre hele folkets økonomiske status. Det er banker, der er uden for samfundets kontrol, der afgør, om de vil begrænse pengemængden eller på trods af henstillinger øge den. Det er importører, der afgør valutakassens stilling og handelsforbindelsernes art. Det er handelsforbindelsernes art, der i stor udstrækning afgør udenrigspolitikken. Tyge Dahlgaard sagde det, og blev fyret. Men politikken er stadig den samme. Det viser Sydafrika, Rhodesia, Grækenland og Spanien.

Hmm... Hvor har jeg mon set denne form for paranoia overfor noget så basalt som markedsmekanismen, som siger, at det er forbrugerne der bestemmer hvilke virksomheder, der er berettiget til at leve og hvem der skal dø? Nå ja: Den aktuelle debat om lukkeloven.

...Ved salg til udlandet begrænses den udenrigspolitiske frihed...

Igen: Hmm... Er dette egentlig ikke en modsætning i sig selv? Tjo!

Og så kommer klassikeren, der gang, på gang, på gang nævnes i debatten om hvilken retning den danske uddannelsespolitik bør indvikle sig i:

I uddannelsen må der lægges vægt på de færdigheder, som det samfund, man bevidst søger at realisere, måtte kræve... At sensibilitetskurser og gruppedynamik er kommet ind i uddannelsessektoren er det europæiske menneskes tribut til det orientalske og afrikanske. Her har hovedvægten været lagt på fællesskabsudfoldelse fremfor individualudfoldelse, og dette er, ifølge Sedar Senghor, grunden til, at man ikke kender ret mange ældre afrikanske kunstnere af navn. De er gået op i fællesskabet og har ikke følt noget behov for en individuel frelse ved historiens domstol. Alene sociologernes erfaringer om det såkaldte "ensomme massemenneske" skulle underbygge nødvendigheden af optræning til kollektivitet.

Jeg gad egentlig godt at se, hvordan et indoktrineringssystem med sensibilitetskurser og gruppedynamik (hvad fanden er det egentlig?) ville se ud; jeg vil ikke deltage, bare se det.

Hvis den moderne konservatisme vil det virkelige demokrati, må den tænke i andre baner, når den færdiggør sit partiprogram, og den gør nok klogt i at lade Adam Smith møde Mao. Ved at hæge for meget om fortiden, kan et parti ikke gå ind i fremtiden. Ved at skele for meget til sine gamle støtter, kan det ikke finde nye. Den eneste politiske vej går over "enhed - kritik og selvkritik - enhed", således som formand Mao forresten sagde det.

Den her afslutning er vidunderlig og absurd på en og samme tid.

Heldigvis kan man selvfølgelig blive klogere på 30 år -- det håber jeg da.

Adam Yahiye Gadahn (Arabic: آدم يحيى غدن‎, born Adam Pearlman, September 1, 1978) is an American-born English-speaking senior operative, cultural interpreter, spokesman [1] and media advisor[2] for the Islamist terrorist group Al-Qaeda.

Hij heeft uiteraard geen gelijk met zijn keuze voor Al-Qaida. Het radikale derivaat van de reeds radikale wahhabistische ideologie kan men zowat de "trotskistische groep" binnenin de islam noemen. Een constante wereldrevolutie prediken, los van grenzen of culturele verschillen, waarbij andere interpretaties van de leer worden afgedaan als verraad. Ze zullen niet rusten tot de wereld is verenigd in één grote federatie: het globale kalifaat. Goed vergelijkbaar met een bepaalde strekking het trotskisme, waardoor de groeperingen in die strekking dan ook niet echt graag gezien zijn in de rest van de wereld. De ideologie van Al-Qaida is dan ook verwerpelijk.

Maar wat Adam Gadahm onlangs in een video zegt, is niet eens zo dom, althans dan toch het stuk dat ik hieronder zal aanhalen. Mijn bron is http://www.hln.be/hln/nl/960/Buitenland/article/detail/439656/2008/10/04/Amerikaanse-crisis-bewijs-van-overwinning-moslims.dhtml:

"De crisis is niet alleen veroorzaakt omdat ze kruistochten houden in Afghanistan, Pakistan en Irak, maar ook omdat ze Allahs wetten de rug hebben toegekeerd, die het uitlenen van geld tegen rente, exploitatie, hebzucht en onrecht in al zijn vormen verbiedt."

Net zoals de Katholieke Kerk verwerpt de islam winst door woeker en rente. Het is inderdaad waar dat de hebzucht van een kleine elite kapitalisten in de VSA heeft geleid tot het opblazen van een enorme zeepbel, waar de bevolking nu de lasten van zal moeten dragen. Privatisering van de baten, nationalisering van de lasten. Dringend tijd om over te gaan tot een nationalisering van de banken en een socialisering van de politieke kaste. Aangezien sociaal-democraten en hun radikalere broeders op de linkerkant incapabel blijken om de oorzaken te bestrijden, zij zien enkel baat in de strijd tegen de gevolgen, zullen het de nationalisten, de solidaristen, moeten zijn die de strijd zullen voeren.

"Det er jo dødsensfarligt at cykle rundt i byen på en cykel uden bremser. Det er fuldstændig galemandsværk"

Se også latterlige bt.dk.

Mogens, lad være med at udstille dig selv som komplet idiot. Besøg i stedet for denne underholdende tråd hos fixie-king.dk og lær hvorfor du lyder som en kæmpe klaphat.

Og så er der Berlingskes USA korrespondent og Cavling prisvinder Poul Høi som skriver, at "[d]et fri marked, som vi kender det, er en saga blot." Selv har jeg aldrig kendt noget frit marked, men nu er Poul Høi også mere berejst end jeg, så han har sikkert mødt et frit marked et sted. Helt sikkert. Poul Høi fortsætter:

"...krisen [er] tydeligvis... en krise i kapitalismen. Det er ikke en krise skabt af politiske indgreb, men af det modsatte. Det er ikke en krise skabt af planøkonomi eller blandingsøkonomi, men af det modsatte."

Fucking hell, Poul! Den finansielle sektor er en sektor, der er gennesyret af gentagende politiske indgreb! Krisen er skabt primært af centralbanken, der har sprøjtet penge skabt ud af blå luft ind i økonomien i årevis. Disse penge har pumpet boblen op, og nu hvor den er bristet gives skylden på kapitalisme?! Fucking hell... At tro som centralbanken gør, at prisen på penge skal styres centralt, er IKKE just frimarkedstænkning, vel Poul?

Og hvad fanden er egentlig det modsatte af blandingsøkonomi? "Velskrevne og vidtfavnende reportager" my ass...

And then there's this asshole:

[dailymotion id=k1LLnqMUXnEPsbMM06]

Han taler for sig selv...

By the way: Anarkomanen is back.

Alors que je venais de défendre à la tribune des idées qui n’étaient ni celles de Staline ni celles de Thorez mais qui étaient la simple traduction de la déclaration de principes du parti socialiste rédigée en 1946 par Léon Blum, un bon camarade s’est exclamé : « mais c’est du communisme ! ». Les bras m’en sont tombés !

Etant demeuré fidèle à ce texte auquel j’ai adhéré en 1959, je voudrais éviter que les positions que je défends avec d’autres soient caricaturées. Ce qui évitera à certains de rejeter dans l’archaïsme des idées qui ne sont que le fondement du socialisme et dont l’actualité montre qu’elles n’ont pas perdu de leur valeur.

Premièrement je ne suis ni communiste ni « collectiviste ». Je ne défends pas la suppression de la propriété pas plus que je ne suis partisan d’une gestion « administrée » de l’économie. Je ne suis pas un adepte du kolkhoze pas plus que du « Gosplan » ! J’affirme tout simplement avec d’autres qu’il faut sortir du libre-échange généralisé. Je sais que la loi du marché présente des avantages certains de souplesse de l’économie dans l’adaptation aux besoins. Je sais aussi que la course au profit conduit nécessairement d’abord à l’exploitation maximale du salarié, au développement du chômage et au bout du compte aux crises financières, économiques, sociales et désormais écologiques. Quand tout un chacun maintenant, de droite comme de gauche brandit la nécessité de la régulation, je me réjouis de voir certains de nos camarades, militants naguère admiratifs du « blairisme », de la « troisième voie », du social libéralisme, contempteurs des vieilles idées socialistes, redécouvrir, en courant parfois derrière les dirigeants de la droite, les bienfaits de la « régulation » ;

Je pense de surcroît qu’avec un nouvel effort, les socialistes accepteront l’idée que tous les secteurs qui correspondent aux droits fondamentaux – la santé, la formation l’air, l’eau etc – et toutes les activités qui pourraient gravement mettre en danger notre indépendance – l’énergie par exemple – ou notre emploi, devraient être laissés en dehors de la « sphère marchande », de la loi du marché. On redécouvre ces temps ci que pour éviter que la loi du marché fasse ses ravages, la meilleure réponse est « l’appropriation publique » au niveau national, européen ou régional.

Deuxièmement je suis un individualiste forcené. Je hais les sociétés qui m’enferment dans un réseau de règles de plus en plus nombreuses. Dans ce domaine je dois dire que la société sarkozienne m’est particulièrement insupportable. Elle n’aura bientôt plus grand chose à envier à la société décrite dans le « 1984 » de Georges Orwell. Je hais les sociétés qui réduisent l’homme à la condition de la fourmi. Qu’elles soient staliniennes ou capitalistes. Mais l’individualisme n’est pas le « chacun pour soi ». Ce n’est pas l’égoïsme ! Pour que chaque individu arrive à s’épanouir, il faut que chacun se fasse la courte échelle ! Il a toujours été évident à mes yeux que seule une société socialiste pouvait assurer à tous les individus – je n’ai pas dit à ceux qui ont le plus de chances – l’épanouissement maximal. Face à la machine oppressive du capital l’individu isolé n‘a aucune chance d’exister !

C’est grâce à l’organisation sociale que les individus peuvent défendre leurs droits. C’est grâce à l’organisation sociale que l’on peut offrir à chacun une meilleure formation, une meilleure organisation de la santé, une meilleure garantie de retraite. Ceux qui croient le contraire, y compris chez les socialistes, se trompent. Le recul des droits sociaux depuis des années est le résultat d’un individualisme maladif, le chacun pour soi l’emportant sur l’action solidaire, le salarié exerçant sa jalousie contre son voisin plutôt que contre ceux qui l’exploitent. Au foot-ball comme dans tous les sports collectifs, seul le jeu « collectif » est efficace. Il n’interdit pas, au contraire, à chaque joueur de s’exprimer et d’affirmer ses qualités individuelles !

Il faudrait nous dit-on être moderne, et lever les « tabous ». Mais être moderne ne consiste pas à adhérer à la pensée ambiante et dominante, répandue à l’excès par les médias au service des puissants de la société capitaliste. Etre moderne ne consiste pas à jeter aux orties ce qu’on a adoré, au prétexte que le succès n’est pas au rendez vous. La République n’était-elle déjà plus une idée moderne sous Louis XVIII parce que la Monarchie venait d’être rétablie ?

Etre « moderne » ne consiste pas à suivre le vent comme la girouette. Etre moderne ne consiste pas à écouter l’opinion publique forgée de jour en jour par nos adversaires. Notre rôle est de la convaincre qu’elle se trompe ou plus exactement qu’on la trompe ! Il est de refuser les politiques ambiguës qui ont trop longtemps dénaturé notre image ! Il est de proposer une véritable alternative à un modèle économique qui ne prospère que sur la misère du plus grand nombre.

Il existe heureusement des camarades dans ce parti socialiste qui ne l’ont jamais oublié.

Jacques Fleury

---------------------------------------------

Lire, participer, commenter et signer la motion "Un monde d'avance" conduite par Benoït Hamon et soutenue par Jacques Fleury: CLIQUEZ ICI !

Newman, pour sa part, a associé son nom à une entreprise ordinaire qui vent des vinaigrettes, du maïs soufflé, des jus de fruits et autres produits alimentaires sans originalité dans le genre. Malgré le tournant organique qu’elle adopte parce que c’est dans l’air du temps, il ne s’agit pas d’une entreprise spécialement spectaculaire et aucune conjoncture historique particulière ne la favorise. Newman’s Own (c’est le nom peu connu de cette entreprise) opère dans les conditions ordinaires de concurrence d’un secteur traditionnel. Elle gère un bilan, paie ses employés, tient le cap. Elle n’a pas spécialement détruit la concurrence dans le secteur alimentaire (il s’en fait de beaucoup!) ni fui le fisc. Elle dit ses lignes et fait son boulot, comme n’importe quelle autre affaire industrielle et commerciale ordinaire.

Et pourtant, en plus des obligations de chiffre d’affaire qui s’imposent pour qu’elle perpétue son roulement sans heurt, l’entreprise dont Paul Newman est le héraut et l’estafette dégage dis millions de dollars par année depuis vingt-cinq ans, qui vont directement à des œuvres. Un quart de milliards en un quart de siècle libéré des accapareurs, actionnaires, PDGs et autres parasites et reversé directement au bénéfice de la société civile.

La démonstration Newman c’est donc cela. Une entreprise ordinaire peut fonctionner de façon durable et assumer pleinement ses responsabilités sociales en re-versant des dividendes substantiels au bénéfice de la vie collective et ce, sans la moindre anicroche. Contrairement à ce que laisse pesamment entendre l’intox médiatique, ce n’est pas de la philanthropie au sens réactionnaire du terme, ça. Il faut voir ce qui se passe effectivement et cesser une bonne fois de tout récupérer au service de la sujétion primaire et sans nuance. Ici, les dividendes allant aux œuvres émanent de la production même. La fortune «personnelle» de Newman n’est pas engagée dans l’affaire. Tout ce que Newman fait dans la dynamique, quiconque ayant fait ses courses dans un supermarché nord-américain vous le dira sans hésiter et avec un petit sourire ami. Il rend simplement (et fort efficacement) les produits reconnaissables en ayant sa binette dessinée chafouinement sur les bouteilles de vinaigrette (et autres emballages...). Chaque produit nous montre Newman dans un déguisement différent. Il tient sa place et continue de jouer son rôle de saltimbanque. Il tient sa place, comme tout le reste de cette délicate structure entrepreneuriale. Mais c’est un saltimbanque éclairé.

Les gens qui ont réalisé ce petit exploit pratique et théorique dans les conditions contraires et hostiles que l’on connaît et/ou que l'on devine ont fait bien plus qu’inventer ce nouveau brimborion commercial pour gogo bien intentionné mais à la conscience trouble qu’est le soi-disant «capitalisme éthique». Ils ont œuvré, en toute simplicité, à une démonstration bien plus profonde. L’union «sacrée» entre commerce, industrie, et appropriation privée n’est pas une fatalité universelle et encore moins une contrainte inévitable du fonctionnement efficace qui reposerait sur quelque appât «atavique» pour le gain égoïste que dicterait incontournablement la «nature humaine». L’entreprise aux profits maintenus privés, c’est une particularité conjoncturelle, transitoire, explicable historiquement, ayant eu un début, un développement et une fin. La fin de la propriété privé des moyens de production (qui fait que des «philanthropes» ineptes dans le genre de Gates se retrouvent avec cinquante milliards de menue monnaie dans leur poche et décident parcimonieusement de ce que seront leurs responsabilités sociales comme on assure l’intendance d’une campagne de promotion de soi) ne sera en rien la fin du commerce, de l’industrie, voire de la finance. Les profits du commerce et de l’industrie peuvent aller glissendi au service direct de la société civile sans que le fonctionnement de ces secteurs ne s’en trouvent le moindrement compromis. CQFD…

Quoi qu'il advienne de cette entreprise et de cet exercice dans le futur trouble qui est devant nous, il reste que, lors du passage au socialisme, on se souviendra indubitablement de la leçon simple et imparable de Newman’s Own…

J'ai eu cette idée à la suite du billet d'Alex « Georges W. Bush, un sale communiste », du blogue « Le Satellite Voyageur ». Il a reparlé de cette idée dans son billet « Séance d'autodestruction en direct », me titillant du coup, ce qui m'a donné le goût de la faire, même si j'ai vu, via le blogue du QL, que l'idée avait déjà été exploitée autrement :

On l'a appris aujourd'hui qu'a été approuvé en Equateur avec près de 64% des suffrages le référendum constitutionnel lancé par Rafael Correa, président du pays. ce référendum permet donc à l'Equateur de passer dans un "socialisme du XXIème siècle." selon l'expression en vigueur.

Et des nouvelles comme cela, il n'y en a pas beaucoup en ces temps de crises ( annoncée depuis 2006 par les économistes sérieux), de big brotherie( Edvige 2.0) et de privatisation (La Poste)

bref réjouissons nous. Pour la première fois au monde, un référendum démocratique laisse sa place à une constitution socialiste, au sens noble du terme, sans violence, sans besoin d'avoir des morts etc ...

Je rappelle qu'Allende avait fait des lois socialiste et une constitution démocratique mais n'avait pas pu aller aussi loin.

L'enjeu tait de taille puisque Correa avait annnoncé que si le Non l'emportait, il démissionerais et toutes les nationalisations entreprises auraient été levées.

Sans oublier de rappeler que Correa est un homme qui, devant les nations Unies a annoncé qu'il s'engaeait à arrêter toutes ses productions d'hydrocarbures polluants et toute déforestation de la forêt amazonienne si l'Equateur obtenait des contreparties économiques de la communauté internationale, afin de lutter vérotablement pour l'environnement.

Chavez avait échoué au Venezuela, La Bolivie se prononcera le 7 décembre.

Alors oui, nous pouvons être ce soir heureux en ce jour historique :)

"Le projet de Constitution consacre le pouvoir de l'Etat sur l'économie, en lui réservant la "planification du développement" d'un pays vivant essentiellement de l'extraction de pétrole par des compagnies étrangères et des devises qu'envoient ses émigrés.

Porté par M. Correa, élu en 2006, le projet accorde aussi des pouvoirs renforcés au chef de l'Etat, qui pourra effectuer jusqu'à deux mandats consécutifs de quatre ans et aura la possibilité de dissoudre l'Assemblée. M. Correa a déjà annoncé qu'il userait de ce pouvoir et briguerait un nouveau mandat en février 2009.

La Constitution consolide en outre le principe de la gratuité des services de santé et d'éducation que M. Correa a commencé à instaurer dans ce pays de 13,9 millions d'habitants, où 50% de la population vit sous le seuil de pauvreté.

Elle prévoit enfin l'interdiction de la présence de troupes étrangères, ce qui mettra fin à l'accord entre Quito et Washington pour l'utilisation d'une base équatorienne comme point de départ des opérations antidrogue américaines."

At ”alle mennesker er lige” synes at have udsprunget af den kristne idealisme. I et forsøg på at gøre dette udsagn mindre latterligt for ikke-religiøse, har man vedhæftet ”for loven”. Men dette er også faktuelt forkert. Vores behandling af loven er meget ulige, og synes skæbnelagt til at forblive sådan. De fleste af os har overhovedet ikke råd til loven. Det betyder ikke, at lighed for loven ikke er et udmærket ideal: I et demokrati er det indlysende vigtigt, at regeringer ses som retfærdige og så upartiske som muligt i behandlingen af borgerne – men imperativet for dette behøver ikke komme fra en quasi-religiøs myte.

Venstreorienterede synes ofte at være ureligiøse, hvis ikke anti-religiøse (i det omfang at venstrefløjen selv ikke er en slags sekulær religion) og vil ofte afvise opfattelsen af, at alle mænd er ”skabt” lige, og vil – under præs – somme tider retfærdiggøre deres endeløse og karakteristiske fortalen for lighed ved at sige, at hvad de virkeligt mener med deres doktriner er, at alle mennesker er af ”lige værdi” eller lignende. Men lige i forhold til hvem? Og hvordan finder man ud af det? Kun lige på nippet igen at ty til religion efter svar på et sådan spørgsmål, bliver sloganet hurtigt reduceret til en rekommandation af, at alle individer skal ””behandles” lige – og dette er noget intet menneskesamfund eller dyresamfund nogensinde har gjort, eller synes sandsynligt nogensinde at gøre. Så doktrinen forbliver from absurditet.

Og den konkurrerende konservative doktrin, om at alle personer bør behandles ”fair” – eksempelvis ifølge dennes ”fortjeneste”, hvordan man end afgør dette – synes for venstreorienterede at forblive en pestilens, i det mindste teoretisk (måske delvist fordi dette kræver mere kompleks bedømmelse, og er derfor mindre egnet til propagandaformål). Konservative ser det også i almindelighed som fair, at alle børn af uddannelsessystemet skal gives ”lige muligheder”, men dette forholdsvist store ideal er i almindelighed langt fra nok for venstreorienterede.

Fordi de intellektuelle ressourcer i det store hele var så spinkle, led venstrefløjens tilhængere som vi engang kendte dem, et nederlag gennem kollapsen af ”det store alternativ” og angivelige eksempel på lighed – Sovjetunionen – så venstrefløjen har i de seneste år måttet finde nye veje for agitation. Kritik af vores ulige kapitalistiske samfund er blevet meget mindre plausibel, nu hvor kapitalismen synes at være byens eneste ”show”.

Der er derfor opstået nye varianter af fokus for venstreorienteredes mishag. Én af disse er bevægelsen for ”Politisk Korrekthed” – som er et forsøg på, at fjerne agitationsfokus væk fra økonomiske reformer, i retning af sociale reformer. Bevægelsen fungerer på to overordnede måder: Den forsøger at ændre den måde vi tænker om verdens mindre velstillede grupper, ved at ændre de ord vi anvender til at beskrive dem med, og på god Nazi-bogbrændende maner, også ganske enkelt at forsøge at undertrykke kundskab og debat. Eksempelvis undertrykker den nævnelsen af noget som helst forslag der forklarer, hvorfor nogle grupper er mindre velstillede, og sandsynligvis forbliver sådan, uanset mængderne af venstreorienteret agitation – eksempelvis påstanden om, at sorte har en lavere nedarvet intelligens end hvide. Der findes ingen måde, hvorpå venstreorienterede tror på sådanne ”bourgeoisi”-idealer som eksempelvis ytringsfrihed. Selv ikke de mest overvældende beviser om noget som helst emne, kan bedømmes som utilstrækkelige, hvis de modsiger venstreorienteredes præopfattelse.

Hvor tung venstrefløjens besættelse med lighed (og deres eremitagtige uvillighed til at behandle verdens virkelige kompleksiteter) influerer Politisk Korrekthed, kan måske bedst anskues i et eksempel fra den britiske arbejdsformidling, der afviste et jobopslag, da det diskriminerede mod uvenlige personer! Et firma havde lavet opslaget, søgende en ”venlig person” til et arbejde for et lokalt cateringfirma, men arbejdsformidlingen afviste opslaget, fordi, som de sagde: ”det kan diskriminere mod visse ansøgere” (Bolton Evening News d. 7 juni, 2002)

Det lyder vanvittigt og det er det også. Men det giver mening: For når staten går ind og opkøber fordringer med ringe bonitet fjerne man dem samtidig fra markedet, og eliminerer derved et risikomoment, som markedsdeltagerne p.t. må kalkulere med. Fordi de ikke længere behøver kalkulere med risikoen for ikke at få udlånte penge ind igen, vil bankerne være mere villige til at låne hinanden penge på interbanklånemarkedet.

Og ikke nok med at det er vantittigt. Det er også uansvarligt.

Først og fremmest fordi de mennesker der betaler for denne bailout - skatteyderne - er uden skyld i bankernes mismanagement. Kollektiv afstraffelse er forbudt i både militæret og ved domstolene -- men åbenbart ikke i de her tilfælde.

Dernæst er det uansvarligt overfor fremtiden; fordi en disse 700 milliarder nytrykte dollars vil bidrage til inflationsspiralen, der vil være med til at udhule de selv samme 700 milliarders værdi. Derved gør man en bjørnetjeneste overfor de mennesker, der til at begynde med ikke har kunnet betale sine lån tilbage til bankerne - de lån, der danner grundlag for hele krisen. For fordi de ikke har ret mange penge, har de heller ikke nogen nævneværdig mulighed for at lade dem forøge i værdi på andre måder end ved at have dem på en bankbog, der giver en årlig rente, som -- pr. definition -- ligger under niveauet af den reale indlation.

Standard & Poors 500-index er ovenpå nyheden faldet med mere end tre pct. Tænk over det engang.

Markedet har ikke tillidt til Bush administrationens såkaldte redningsplan, som, hvis jeg skal være lidt ideologisk, ikke er meget andet end ren og skær socialisme. Og hvis ikke markedet har det, hvorfor skulle os, der ikke deltager på det, så have det?

Så givet den venstreorienteredes spinkle intellektuelle og retoriske ressourcer, må den venstreorienterede kompensere for denne tomhed, ved at advokere så meget mere blindt og voldsomt for dette. Hvis alle mænd er lige, så må alle racer også være det, ikke sandt? Så den venstreorienterede kan ikke tillade nogen form for racebevidsthed, med mindre den venstreorienterede opgiver ét af de to spinkle strå, denne klynger sig til, for at have noget at sige.

Hvorfor forlader venstreorienterede sig så meget på disse to intetsigende slogans? Fordi de i realiteten ikke er interesserede i at løse nogen problemer overhovedet. De er kun interesserede i at lave forandringer. At løse dybtgående sociale og økonomiske problemer i vort komplekse samfund, kræver tankevirksomhed, detaljerede undersøgelser, dyb forståelse af problemstillinger, kreativ tænkning og tålmodighed – og disse ting er den venstreorienterede ganske enkelt overhovedet ikke interesserede i. Kun forandringer har interesse. ”Lovgivning” er de venstreorienteredes simple ”løsning”.